Natorker

"Jorden ryster. Mørke trommer runger i dybet under os. Vi blev overfaldet nær det sydlige pas. Nogle af os søgte ly i gangene ved siden af. Det skulle vi aldrig have gjort. De fulgte efter os. En efter en faldt vi hugget ned bagfra mens vi panisk løb afsted. Jeg er den eneste tilbage nu. Det eneste der er at æde er disse svampe der gror omkring mig. Men jeg tør ikke spise dem efter at have set hvad der skete med Eskild. De fangede ham, og torturerede alt imens de fyldte ham med disse svampe. De gjorde ham sindssyg, ligeså sindssyg som deres krigere med deres helt hvide øjne og fråde om munde. De er omkring mig, jeg kan se dem i skyggerne. Klædt i kutter kan jeg ænse deres skikkelser. Deres gule øjne stikker frem i mørket. Jeg kan høre deres stemmer, mens de summer og gør sig klar. De slagtede 30 mand på under 5 minutter. Det eneste jeg kan tænke på, er min hustru og mine børn. Jeg fik aldrig sagt hvor højt jeg elskede dem... Her bliver pludselig fuldstændig stille omkring mig..."

Natorkerne er små, beskidte orker, som har bosat sig i huler, gemt dybt i bjergene. De gemmer sig fra solens lys, som de afskyr mere end alt andet. Når natten falder på, kommer de frem for at jage og angribe dem, som vover sig ud på de sene timer af døgnet. De klæder sig i kutter og lag af tøj, hvor de kan gemme sig fra solens ubarmhjertige stråler.

Natorkerne er luskede og snedige. De foretrækker at arbejde ved hjælp af list og manipulation. De lyver og stjæler og skyer ingen midler for at tage alt, hvad de finder brugbart. I deres jagt efter føde angriber de rejsende ved hjælp af fælder og baghold. Ære er ikke eksisterende. De omringer deres bytte, hvorefter deres hellige krigere tager sig af byttet. Men man skal ikke undervudere deres evner som krigere. De er ligeså modbydelige som alle andre orker. De elsker menneskekød, men når det ikke er til at skaffe ernærer de sig med de smådyr som måtte være at finde i deres mørke huler.

Dog er der én ting, som natorkerne elsker mere end noget andet. De elsker at spise en bestemt svampetype, som kun vokser i deres egne grotter. Svampene bliver bearbejdet på en helt speciel måde, som kun deres svampemestre kender til. Hemmeligheden om, hvordan man tilbereder disse svampe er så vidt man ved, aldrig sluppet ud til andre end de særligt dedikerede svampemestre.

Ud over at spise svampene bruger de dem også i specielle rituelle ceremonier til at opnå åndelig kontakt. Der florerer også rygter om, at de indtager dem inden de skal i kamp for på den måde at opnå ekstra styrke til at besejre deres fjender. Svampene giver dem, som indtager dem, mærkelige former for hallucinationer. Hvordan det helt præcist påvirker dem er svært at sige, men svampenes popularitet hos natorkerne taget i betragtning, må det være noget helt specielt. Det er dog også set, at natorker, som har indtaget svampene er gået amok og har angrebet sine egne. De eneste, som kan tåle svampene er efter sigende natorkerne selv, og de bruger dem desuden også til at lave særlige gifte og drikke med. Som nævnt tidligere er de eneste, som formår at bearbejde svampene, natorkernes svampemestre. Med tiden bliver de indelukkede og svære at komme i kontakt med.

Klanstruktur og ånderne

Natorkerne ledes af deres shamaner, som er de øverste i hierarkiet. Efter dem kommer svampemestrene, som i øvrigt er de eneste, som senere kan blive ophøjet til shaman. Som de næste i den hierarkiske pyramide, finder man de hellige krigere, efter dem kommer de almene krigere, hvis mål er senere at kunne blive ophøjet til at blive en af de hellige. Herefter kommer deres tortur mestre hvis modbydelig evner selv blandt natorkerne er frygtet. Nederst finder man natorkernes tyve/snigmordere som i øvrigt ikke må undervurderes, for deres evner med en kniv og til at snige sig.

Natorkerne betragter deres svampe, som en direkte gave og velsignelse fra ånderne og disse er derfor deres allerhelligste. Straffen for at afsløre hemmeligheden om bearbejdelsen er konsekvent døden. Det er også strengt imod deres kodeks, at give dem til andre end medlemmerne af deres stamme.

Natorkerne tilbeder ånder som fx. slangen, edderkoppen og skorpionen. Alle giftige, bedrageriske natdyr. Måden hvorpå de tilbeder disse ånder er også helt speciel. Det foregår ved, at de under natlige seancer indtager deres specielle svampe. Det er ofte set, at de opnår et så højt toksisk niveau, at de dør under deres ritualer. Når de er påvirkede af svampene, mister de al form for kontrol og gør ting, som for alle andre end dem selv, virker dybt forskruede. De går amok, kaster sig over hinanden og slår sig til blods. Det er også set at natorkerne har kastet sig ind flammer fra store bål. Når det hele er overstået og virkningen aftager, opnår de fuld kontakt med ånderne og de taler til dem på et særligt sprog, som kun shamanerne forstår. Dette er for natorkerne kilden til ultimativ oplysning og forståelse for det spirituelle.

Natorkernes gobliner fungerer som en slags forsøgskaniner. De afprøver nye måder at indtage svampene på, afprøver nye eliksirer osv. Ydermere er goblinerne også natorkernes øjne og ører. Selv bryder de sig ikke om at være alt for længe ude i dagtimerne, så mange af de opgaver, der måtte være nødvendige at foretage om dagen, bliver varetaget af goblinerne. De er derfor helt uundværlige for natorkerne, og gør man sit arbejde ordentligt, bliver man også passet godt på.

Siden Sidst

Da nyheden om Rødtands sejr på åndepladsen og natork-gruppens absolutte nederlag nåede frem til natorkerne, nægtede de, at de natorker, som havde repræsenteret klanen på pladsen, var deres udsendinge. De insisterende på, at det måtte være en gruppe bedragere eller rebeller, som havde handlet ud fra deres egen dagsorden.
De indordnede sig ydmygt og hurtigt under Rødtand og ingen af de natorker, som overlevede på pladsen, er set siden.