Hvad er live rollespil?
Det kan være overvældende at forstå rollespillets verden. Er du (eller dit barn) blevet nysgerrig og har lyst til at prøve kræfter med rollespil, kan du på de følgende sider læse mere om hvordan du kommer i gang, hvad du skal tage stilling til og hvilke scenarier der passer bedst til dig.
Hvad er rollespil?
Så hvad er rollespil egentlig? Og hvad er live rollespil? Helt kort fortalt har live rollespil rødder i de gamle fantasy brætspil som eks. Dungeons & Dragons. På et eller andet tidspunkt var der nogle spillere som besluttede sig for at rykke spillet udenfor i en skov, i stedet for at sidde rundt om et brætspil ved et bord. Mange af spilelementerne fra brætspillene er flyttet med til den fysiske live-rollespils verden, og der er derfor regler for hvor mange slag med et sværd du kan tage, eller hvor mange miksturer du kan brygge.
Du vil ofte i live-rollespils sammenhæng høre de to termer in-game og off-game, som beskriver om du siger og gør noget i spilverdenen eller i virkeligheden. In-game dækker over alt hvad der sker i spillets verden og alt hvad din karakter gør, siger og tænker. Off-game er det modsatte. Det er god stil ikke at sige off-game ting som ikke hører til i spilverdenen mens du spiller, f.eks. at snakke om det computerspil du lige har købt. Det kan godt være irriterende for andre spillere, som forsøger at leve sig ind i spilverdenen, at blive hylet ud af den med off-game snak. Hvis du har brug for at snakke om off-game ting med nogen, må I gå et sted hen hvor der ikke er andre spillere som kan høre jer.
Spillederne
Spillederne er de personer som har skabt og kører scenariet du skal med til. De har lavet en verdenshistorie og regler, overvejet hvad der skal ske i løbet af spillets gang, og sørget for alt det praktiske. Spillederne arbejder frivilligt og lægger en enorm mængde arbejde i scenarierne, ofte kun for at se deres vision blive ført ud i livet. Det er dem du møder når du tjekker ind, de kender din karakters baggrund og evner, og det er dem du snakker med når du vil have nye evner, eller har spørgsmål til scenariet. Spillederne kan altid kontaktes hvis du får off-game problemer under spillet (Kommer til skade, bliver sulten osv.).
Dig som spiller
Før du tager til et scenarie, skal du sætte dig ind i spilverdenen og reglerne, så du ved hvordan din karakter skal reagere på forskellige ting. Til vores månedskampagner skal du selv lave din karakter, mens du til andre scenarier ofte vil få en karakter tilsendt. Lige meget hvad kræver et scenarie altid at du sætter dig godt ind i reglerne før du tager til scenariet, så du ved hvor mange slag du kan tåle eller hvad det betyder hvis nogen råber “Ildkugle”.
Din karakter skal også klædes på, en væsentlig del af rollen, da det kostume du har på ofte hjælper dig med at føle dig hjemme i rollen og i spilverdenen. Det er en god ide at sørge for at dit kostume passer til årstiden, så du ikke fryser i de mere kolde måneder. Du kan hente inspiration til kostumer ved at tage et kig i vores gallerier.
Spilverdenen
..også kaldet “spilområdet”. Det er her scenariet foregår, og så længe du er i det område, er du in-game. Der vil være regler for hvad du kan og ikke kan, og spillederne vil ofte have defineret hvordan spilverdenenes kultur og befolkning er. Nogle scenarier foregår i en klassisk fantasy setting med orker, elvere og magi, andre i en fremtidsverden med rumvæsner og vilde teknologier, og andre igen i en realistisk nutidsverden uden magi overhovedet. Det er forskelligt fra scenarie til scenarie, så det er en god idé at sætte dig meget grundigt ind i hvilket slags scenarie du skal til.
I spilverdenen kan spillederne have besluttet sig for at der skal være nogle personer som er tilstede i kostume under scenariet, som ikke er spillere. De kaldes NPCer (non-playable characters). NPCerne er der ofte for at fylde en praktisk rolle såsom at lave og servere mad til spillerne, eller for at udfylde en bestemt funktion, såsom at være kongen eller skurken. Du kan snakke med eller interagere med NPCerne, men det er meget forskelligt hvad de er sat i spillet for at gøre.
Klik her for at læse mere om rollespil for børn og unge (Og forældre)