|
Arkiv.
Fra "Glemte Stemmer" -
2006.
Larmen blev øredøvende høj, den bevægede sig
som en frygtelig smerte i kroppen, og uanset hvad jeg gjorde, var
det ikke muligt at skærme mig imod dette fantastiske, jeg fornemmede
nu skulle ske. Fastlåst i et smertens jerngreb blev jeg vidne til
udslettelsen af huset Wyndyll. Jeg så de mest ubeskrivelige og
utrolige ting ske, jeg var ikke i stand til at vende blikket væk, og
jeg følte at det blev mit lod at bære vidne.
Alting eksploderede i et blændende lyshav,
bygningen brød i brand, det totale kaos opstod og lig lå overalt.
Det var det sidste jeg så før jeg mistede bevidstheden.
Jeg kom til mig selv her på dette sted,
forundret over at være i live, men Kzune har bragt mig her, og jeg
bøjer mig for min Gudindes skæbnevalg på mine vegne.
I århundreder har jeg nu været til rådighed
for elvere, udset til at komme i betragtning som Kzunes nærmeste.
Jeg lever mit liv i ensomhed, hvis jeg ser bort fra det selskab jeg
selv fremmaner, og områdets væsner er jeg kommet overens med for
længe siden.
Men nu er det gået i gang igen.
Kzune har vist sig for mig, som den
smukkeste skabning, jeg er velsignet og står til rådighed for endnu
en magtkamp mellem de store.
Derfor ser jeg frem til at der nu skal ske
noget. Huset Do´maáy er faldet i unåde og skal gå linen ud med
Kzune, så jeg afventer ankomsten af, Grim´say de vanvittige,
Zenta´ry de spirituelle, Do´frélla de pompøse og Olonrae de
kampklare.
Forberedelserne er gjort, travlt skal de
have, og underholdende får vi det her.
Denalia
SiNafay
En mægtig kraft
ramte området, Kzunes vrede gennemstrømmede alle sortelvere udenfor
den hellige cirkel, og det forlyder at ingen overlevede. De havde
fejlet, de var ikke værdige, men tordenbørnene havde skaffet sig den
plads, der rettelig tilkom dem.
Kzune løftede Ozariala og Elkantar op til
sig, hvor de følte hendes styrke, og hun bragte dem tilbage til
Ssamath, hvor de etablerede et 1.hus under Kzunes nåde og
beskyttelse.
Kzune løftede sløret over grotternes
udgange, orkerne drog tilbage hvor de kom fra, og elveren der nu
havde fået til opgave at bære vidne om denne store begivenhed, kunne
forlade området.
Denalia SiNafay spekulerede på hvad Kzunes
næste træk ville blive, og forberedte sig på at afvente, hvilken
rolle Kzune ville tiltænke hende i den sammenhæng.
Kommentar til
afslutningen på scenariet:
Det sidste ritual var
planlagt på forhånd - det var det, det hele drejede sig om.
Det var her de udvalgte fra husene skulle
bevise deres værd, men hvordan de havde tænkt sig at gøre det, var
lagt ud til spillerne.
Ypperstepræstinderne havde gennem en
beskrivelse af ritualet, fået at vide, at de skulle træde ind i
cirklen med deres tegnbærer (elveren) samt to, og kun to, betroede
fra huset, og dem kunne de frit vælge. De tre ville være de eneste
værdige til at stå foran Kzune.
De skulle medbringe den elementkniv
troldmændene i løbet af scenariet havde forberedt. Den skulle bruges
til at dræbe tegnbæreren med, den skulle drikke tegnbærerens blod,
og ville derefter være at betragte som et særligt våben, der med et
stik kunne dræbe en Ypperstepræstinde med det samme element og
overføre hendes kraft til knivbæreren.
Ud over tegnbæreren skulle huset bringe
Kzune en særlig gave.
Regnskabet ville så efter ritualet gøres op
af Kzunes udsendte, og udgangspunktet var, at det hus der bragte
deres tegnbærer og den største gave ville vinde - og de andre ville
blive udslettet.
At der så for scenariegruppen skete uventede
ting under selve ritualet var spillernes fortjeneste. Så da ritualet
startede, var intet fastlagt på forhånd.
Umiddelbart efter at ypperstepræstinden, de
udvalgte og tegnbærerne var trådt ind i cirklen, og den var blevet
lukket stod regnskabet sådan:
Grim´say havde trukket huset adskillige
point ned fra starten, idet de ikke havde været repræsenteret ved
det første møde i templet med andre end den laveste kriger.
Dofrella havde tabt på forhånd, idet de ikke
havde formået at holde fast på deres tegnbærer, hun var stukket af
sammen med slaverne.
Altså ville det, som det så ud i vores øjne,
være enten Grim´say eller Olonrae der ville vinde og Grim´say kun
hvis husets personlige gave kunne slå Olonraes med adskillige
længder.
Men sådan skulle det ikke gå.
Ozariala Dofrella fik besked på at ofre en
af de udvalgte i stedet for tegnbæreren. Det blev (ikke med hendes
gode vilje)en betroet tempelridder, et tordenbarn og hendes
nærmeste. Olonrae og Grim´say ofrede deres tegnbærer og kniven drak
blodet.
Huset Dofrellas gave til Kzune var huset
Olonraes ypperstepræstinde Akordia. Det lykkedes Dofrellas betroede
med list og hurtighed at dræbe Akordia for øjnene af hendes betroede
i cirklen.
Da Akordia nu var død havde de betroede fra
Olonrae ikke det helt store valg, og de gjorde det eneste de kunne,
nemlig ofre dem selv til Kzune, og dermed var der ikke flere værdige
tilbage af huset Olonrae.
Elkantar fra Grim´say stod med kniven, og da
han stak den i Filfaere med ordene " Kzune jeg bringer det største
offer, en forræder blandt dine egne" fik han overført sin
ypperstepræstindes kraft. Han blev nu spurgt af Kzunes udsendte,
hvem han havde tiltænkt pladsen som den nye på Filfaeres plads. Her
var der en mindre pause mens Elkantar tænkte så det knagede.
Da trådte Ozariala Dofrella frem og sagde at
det var hende, og at de to Elkantar og Ozariala skulle føre
sortelver racen videre (hvilket de under scenariet allerede havde
ordnet), da de som tordenbørn var bestemt til noget stort. Det var
Elkantar straks med på og sammen smed de deres huse i Kzunes vold og
knælede for at modtage Kzunes dom.
Vi Kzunes udsendte vurderede, at det var et
fremragende alternativ til en ellers traditionel løsning. Elkantar
og Ozariala vandt Kzunes nåde på deres løfte om at føre den sande
race frem til en ny storhedstid, og de resterende i cirklen blev
ofret af cirklens ældste støtter til Kzunes ære.
Tanker og forberedelse før afrejsen til Pagtens skueplads:
Ensom
er min vandring gennem mørket…
Jeg ved jeg ikke er alene.
Blodskudte nysgerrige øjne følger hvert
eneste skridt jeg tager… stanken af råddenskab hænger tungt i
luften… mine øjne løber i vand.
Har de har accepteret mig? Eller blot mærket
at jeg ikke er en trussel mod deres eksistens?
50 skridt mere…
Til højre næste sving, Jeg kan hører de
nærmer sig, deres klørs skraben mod stenene skær gennem marv og ben.
De håner mig, vil have mig til at flygte, så
jagten kan sættes ind…
Mine ben begynder at give efter, frygtens
har strammet sit tag i mit sind… Jeg må holde ud.
30 skridt…
Min hånd har fundet vej til mit
eneste håb… Stenen… Dens blålige skær skaber en grotesk kontrast til
mørket og dens væsner…
De kommer nærmere… knurrende… ivrige…
20 skridt mere…
De velkendte grå silhuetter begynder at
komme til syne, faldne troende, ofrede til ære for deres gud…
Med ansigter skjult for evigt - vogter de
blodets cirkel...
10 skridt…
Jeg ved at mit endegyldige mål meget vel kan
koste mig livet, men Han har lovet at hjælpe mig.
Ham som er nøglen til min frihed…
Langsomt løfter jeg stenen, den ene
halv cirkel er dækket af symboler skrevet med elver sprog, den anden
halvcirkel bærer tegn af mere dæmonisk oprindelse.
Jeg kender ordene, men ikke budskabet…
5 skridt mere…
Dette skal være Dens endelige og vejen til
min frihed… Som Han har lovet…
Budskabet var klart,
ingen fejl denne gang.
Ma´lehk smertens mester havde talt i et
sprog, man ikke kunne tage fejl af… Straffen for fejl var ydmygelse.
Og ’Den’ nyd det i fulde drag.
Smerten kunne stadig mærkes når saltet fra
sveden, fandt sin vej til sår der ikke ville hele naturligt.
Selv om slavernes urtekyndige havde gjort
hvad de kunne, ville smerten ikke forsvinde.
Tænk engang at Han slavernes mester, måtte
ty til deres hjælp, får ingen healer ville trodse
ypperstepræstindens ord og helbrede ham.
Så nu måtte han lide, for en fejl han ikke
selv havde begået.
Han kunne mærke hadet bluse frem i ham…
Nogen måtte bøde og meget snart.
Langsomt sneg han sig bort fra slavernes
kvarter, endnu engang stod han i gæld til De ældre, en gæld han ikke
havde i sinde at indfri foreløbigt.
Det sidste møde havde endt i totalt kaos, da
det kom frem, at en af slavinderne var blevet gravid med en
Slaveansvarlig fra et andet hus.
Hvis dette kom frem ville straffen være mere
end de sidste ti slag han havde modtaget.
Han havde gjort sit til at slaverne holdt
tæt og lovet at hjælpe dem med hvad end det var de gik og pønsede
på.
Hvis bare han kunne finde en måde, at få dem
til at røbe hvem der var faderen, ville præsteskabet have en ny
syndebuk for deres ydmygelser.
Og han ville få sin hævn.
Et ondskabsfuldt smil bredte sig på hans
læber, da han nærmede sig huset, nogen måtte bøde og meget snart.
Han rettede ryggen og bed smerten i sig… Et
nyt håb var begyndt at spirer og med det en plan der ikke kunne
fejle.
Han ville stå for udvælgelsen af de slaver,
der skulle med på den rejsen præsteskabet forberedte sig på...
Og tøjterne ville alle vide det var ham… De
skulle bukke og neje… tilfredsstille ham når han lystede… De ville
behandle som konge…
Han strammede grebet
om sin dagger, ja han ville plante ét spirende håb om frihed, det
skulle nok for dem til at tale..
Han ’slavernes konge’ ville få sin
hævn…Profetien var ikke til at tage fejl af – Shurdriira Do´maáy
havde fejlet og dermed sat alle sammen i et dårligt lys.
Og nu ville Kzune teste sine sande troende,
en test der meget vel kunne ende med total udslettelse af hele
racen.
Ozariala Do´fréllla
gik rasende omkring i det lille værelse, hendes undersåtter havde,
klogt nok for længst fundet andre gøremål langt væk fra den iltre
præstinde. Ma´lehk smertens mester lå utålmodig på bordet, hun kunne
hører dens fristende kalden, en gennemtrængende bøn om at være
talerør for hendes vrede.
Hvordan kunne det komme så vidt og uden at
nogen havde forsøgt at gribe ind. Var det af frygt?
Tanken skræmte den ellers frygtløse
Præstinde, var det et svaghedstegn?
Nej det var ikke frygt der havde holdt hende
tilbage, nærmere et håb og en vished om, at Shurdriira denne gang
var gået langt over stregen.
Dette var hendes store chance for at vise
sit værd og indtage sin retmæssige plads som Ypperstepræstinde for
hele Ssha´math… Alle ville frygte hende og ære hende ”den sande
troende…”
Med resolut hånd greb hun om Ma´lehk og gik
med hastige skridt ned i mod slavekvarteret…
Andagten stod for
døren og præsteskabet ville snart have indfundet sig på deres
respektive pladser.
Alle husene ville være repræsenteret...
Filfaere Grim´say gik rastløs omkring
cirklen… alt stod nøjagtig som brevet havde forskrevet…
En indre uro bredte sig i hendes krop, selv
om det ikke var nogen hemmelighed, hvem de få udvalgte højt
sandsynligt ville være. Ville hun være en af de udvalgte?
I aften ville hun tage kontakt… I aften
ville hun teste sin styrke, alt var klargjort som brevet havde
forskrevet… et svagt lys brændte i hendes øjne… i aften ville hun
stå ansigt til ansigt med Ham - Løgnens mester.
En klokke ringede i det fjerne… Andagten!
Sveden piblede frem mens hun kæmpede for at
bevare koncentration… fire lys mere…
Hun havde fået til opgave at formidle Kzunes
budskab under andagten, Hun og ikke en af de andre… Var dette en
håndsrækning fra Kzune selv?
Tanken bragte et smil på Filfaere gamle
læber, hun kunne ikke vente til at se Drisinil Do´fréllla ansigt når
det blev annonceret, at hun Filfaere Grim´say var blevet valgt som
Kzunes talerør under denne andagt.
Med rolige besværgelser tændte hun de sidste
fire lys, der ville binde Ham - Løgnes mester til cirklen…
... I aften ville hun tage kontakt…
Groteske billeder
manifesterede sig i hans sind, han genkendte stedet, men noget var
forandret, anderledes…
Han så hendes silhuet omgivet af mørke
dansende væsner, hendes nøgne krop spændt op i hundredvis af små kød
kroge.
Væsnerne lange sylespidse haler kærtegnede
hendes krop og sendte små blodskyer på vandring ud i intetheden...
Han knep øjnene sammen og studerede hendes
skamferede skikkelse.
Var det tegn? eller diagrammer, der var
indtegnet overalt på hendes krop.
Væsnerne for omkring i ekstase, indsølet i
blod… Hendes blod…
Dog lod de ikke til at bemærke hans
tilstedeværelse, men arbejdede blot videre med en ufattelig iver og
en målrettethed...
Med et gik det op for ham, at de systematisk
og med en perfektion afskraldede det yderste lag af hendes hud…
stykke for stykke.
Forbløffet fik han øjenkontakt med hende…
Hun smilede og hendes åndedræt fortalte at hun nyd deres kærtegn i
fulde drag.
- Han vågnede badet i sved...
Under andagten var
det blevet annonceret, at de få udvalgte skulle ud på en rejse, en
rejse han i sit indre længe havde forberedt sig på.
Han og hans folk var klar, men hun havde
reageret fortvivlet og skræmt da de vente tilbage.
Hvad havde hun set? Hvad var det hun
frygtede?
Efter den sidste prøvelse, der nær havde
kostede dem livet, havde hun været fjern og tilbagetrukket.
Hvor længe havde han ikke stået trofast ved
hendes side, dag såvel nat.
Hvad var det hun forsøgte at skjule? Hvad
var det hun ikke ville dele med ham?
Han genkaldte sig fornemmelsen af hendes
bløde kærtegn og duft af parfume.
Han ville stå ved hendes side til det
sidste…
Eller i al fald så længe hun fremstod som
den stærkeste...
Tankerne vendt bort
fra den kommende test, var en sær lettelse for den ellers målrettede
præstinde.
Hun måtte væk, væk fra de tavse anklagende
blikke...
De vidste besked… Hun kunne mærke dem…
Igen og igen forsøgte de at gennemtrænge
hendes mentale forsvar…
Hele den forpulede by vidste besked, men
intet kunne de stille op, så længe det forblev ved gisninger.
Hun smilede selvtilfreds da hun nærmede sig
det aftalte mødested, to dage mere på pinebænken og hun ville
indtage sin retmæssige plads ved højreside af sin ældste forhadte
søster.
Nu var turen kommet til endnu en af de
selvproklameret udvalgte, hun satte i sin iver ubevidst farten op,
de ville alle vide at det var hende der stod bag.
Og de ville frygte hende, som de havde
frygtede hendes ældre søskende… ”Havde… hvad mener du med det min
kære ambitiøse lille søster?”, lød det fra mørket.
Med et blev hun revet ud af dagdrømmeriet,
hun forbandede sig tavst lang væk, hvordan kunne hun have været så
lemfældig.
Hun mærkede hadet boble i hendes indre,
hadet der havde givet hende adgang til for længst glemte mentale
kræfter.
”Goddag min kære søster, det glæder mig, at
du kunne afse tid til dette vigtige møde, et møde der vil forsegle
vores skæbne for altid.”
Et nederdrægtigt smil bredte sig på den
målrettede præstindes læber…
Alt for længe havde hun ventet, alt for
længe havde hun stået i skyggen af sin magtfulde søster.
En stilhed bredte
sig i det gamle forladte tempel, Nasfa’ra Grim´say stod ved det åbne
vinduet og kiggede ud over det område han kendte ud og ind.
Han havde netop afsluttet den lange
obligatoriske renselse, syv dage i dyb meditation og fysisk
kamptræning.
Det var lang tid siden han havde været så
klar og opsat på at få løst en opgave, men denne gang var målet også
et personligt anlæggende.
Han løsnede sit lange hår og lod den kolde
luft kærtegne hans halvnøgne muskuløse krop.
”Eliminerer alle dem der står i vejen, hvis
du ser nødsaget til det, og lov mig han få en langsom og smertefuld
død”, lød hans ordre. Han smilede ironisk, hun måtte være desperat
den gamle kælling.
Hans fortrukne følgesvend, en lang krumbøjet
daggert, lå på bordet ved siden af den lille flaske slaven Mira
netop var kommet med.
Hvor mange gange havde de ikke sammen uset
listede omkring i byens smalle gader, netop på jagt efter deres
uvidende ofrer. Han beundrede sit design, dens lange krumme klinge
var designet netop til det ene formål, en langsom og smertefuld død.
Først punkterede den lungerne så offeret
ikke kunne udstøde sit smerte skrig får derefter med et lille vrik
med håndledet, at trække stykker af rygsøjlen med sig på vejen ud.
Han kærtegnede bladet og lod den glide
lydløs gennem luften et par gange.
Hvor han dog elskede sit hverv og den
hvislende lyd, når luften langsomt piblede ud af lungerne på hans
sagesløse offer.
Kort efter forsvandt Nasfa’ra Grim´say ud i
nattens mørke… Jagten var sat ind.
Noget var gået
grueligt galt, hun viste det. Han havde hånede hende, smyget sig
omkring hende, som et sultent rovdyr, der netop havde udset sit
ofrer.
Hvad var det han søgte? Og ikke mindst
hvilken informationer havde han drænet fra hende?
Hun forsøgte desperat at tænke tilbage på
hans mange spørgsmål og ikke mindst hendes mange svar…
En tomhed spredte sig i hendes sind, intet
kunne hun huske, det var som om det aldrig var sket, som om han
aldrig havde været der.
Og alligevel genkendte hun følelsen af
tomhed, den altædende tomhed, som hans besøg plejede at efterlade.
Hun forsøgte at ryste oplevelsen af sig, hvor hun dog hadet hans
nærvær…
”Tomheden”… ”hun måtte"… ”Kæmpe imod…”
Hendes hænder søgte desperat efter det
skrin, der lå gemt under sengen - heri lå hendes redning, hendes
nøgle ud af sindssygen, hendes vej tilbage til livet…
Et lettelses suk undslap hendes sprækkede
læber, da hendes fingre håbefuldt kærtegnede de velkendte
inskriptioner, der prydede skrinets låg. ”Asheên el elk asheên…”
Langsomt løftede hun låget… Selv i den
dunkle belysning var kniven et imponerende syn, dens krummeblad var
prydet med bønner, en lovprisning af hendes gudindens storhed, det
altid skarpe blad en påmindelse af hendes tro.
Hun blottede en arm fyldt med ar og lod
endnu en gang, som så mange gange før kniven kærtegnet hendes nøgne
hud. Langsomt forsvandt tomheden og blev erstattet af den velkendte
smerte, det varme blod løb langs knivensblad og sendte med en
beroligende lyd dråber af blod ned på skrinets inskriptioner…
”Asheên el elk asheên, blajhe ashnoth ilk
kzune” - Troskab vis mig troskab, Thi Kzune belønner de hengivende.
Smerten blev taget imod med kyshånd.
|
 |
 |
