Efterspil og Historie

Åndernes dom I

Seks store ork klaner vandrede mod en tusind år gammel åndeplads. Efter den store krig mod menneskerne for godt 60 år siden, havde de forskellige klaner kæmpet indbyrdes om pladsen som orkernes leder. Orkernes konstante krig fik dog til sidst ånderne til at reagere. Hver stamme fik en vision og en opgave - Hver klans leder skulle vælge en gruppe og drage af sted, en endelig dyst ville afgøre situationen. Vinderene af åndepladsen ville blive åndernes udvalgte og få deres gunst til at lede orkerne - Efter tre dages blodig dyst valgte ånderne til sidst en leder.

Ved det afgørende Ritual skulle fire dommere, udvalgt af ånderne, vælge den endelige Leder. De fire Dommerne var splittede og pegede på to ledere: Rødtand, leder af de udstødte, og Heegrit, leder af Vildorkerne. En femte skjult dommer trådte da frem og valgte til sidst Heegrit. Vildorkernes jubel var dog kortvarig, da den drillesyge af de fire dommere ombestemte sig i sidste øjeblik og i stedet pegede på Rødtand. Åndernes Dom stod nu ved magt.

Hvad angik goblinerne, så havde de alle været slaver inden de ankom til åndepladsen, men de gobliner der var med, brød fri af orkernes greb, og med hjælp fra en af dommerne stak de af - Enkelte blev af egen fri vilje tilbage hos orkerne. Dommeren der hjalp dem forsvandt og brød sit bånd til Åndepladsen.

Efterfølgende skete der mangt og meget, som er vigtig at få med:

Efterspillet på Åndepladsen

Samtlige ledere der deltog ved det endelige ritual blev dræbt af Rødtand på åndernes ordre. Herefter fik Rødtand deres kræfter. Vildorkerne var stærkt udtilfredse med det pludselige udfald af dommen og tog flugten inden Rødtand kunne få fat på dem. Rygtet lyder på at Rødtand havde voldtaget Heegrit for mange år siden og derfor har en uønsket søn blandt Vildorkerne. Om Heegrit siges det at hun efterfølgende blev ophøjet til ånd og dommer på åndepladsen.

Sharouk, som eftersigende skulle have skabt sorthænderne, forsvandt kort efter dommen. Gruppen han havde med sig gik under jorden grundet et kup forsøg mod ham. Efter at have accepteret Rødtand som ny leder over alle orker, beordrede Sharouk alle sorthænder til at jage hans gamle gruppe. Herefter forsvandt Sharouk, og ingen har set ham siden.

De andre klaner gik hver til sit og drog hjem hvor de berettede om det hændte, og at Rødtand nu var leder. Da skovorkernes fire udsendte var døde i det sidste ritual, sendte Rødtand bud til deres klan om hans sejr, og de underkastede sig da også, om end lidt modvilligt, åndernes valg.

Nat orkerne der led stort under dysten, benægter at deres klans gruppe var udsendt af dem. Efter klanens udsagn var det en forræderisk gruppe der selv var taget afsted for at vinde gunst. Klanen anerkendte dog Rødtand som leder, mens man aldrig igen så noget til gruppen der havde været på Åndepladsen.

Sort orkernes udsendte gruppe hørte man aldrig noget til igen. Sort orkernes klan var bortset fra vildorkerne nogle af dem der havde sværest ved at underkaste sig Rødtand. Efter rådførsel med deres øverste shamaner valgte de dog at følge åndernes dom skønt en sort ork leder endnu ikke var fundet.

Årene efter

Bogerkrig

Kort efter åndepladsen, samlede Hegrits to sønner Vargosh og Shovar vildorkerne til oprør mod Rødtand, da de mente at der var snyd i udvælgelsen af ham frem for deres mor. Med historien om hvordan Rødtand gennem snyd vandt lederposten, samlede de hurtigt mange Vildorker under deres banner. Knap 4 måneder efter åndepladsen fandt det første slag sted mellem Vildorker og Rødtands hær der nu inkluderede alle andre ork klaner. Det var dog ikke alle vildorker der kæmpede på de to brødres side, da der var dem der mente at ånderne havde valgt og det valg skulle æres.
Efter 3 års krig, havde brødrene til sidst tabt mange slag, og deres støtter var begyndt at stille spørgsmåls tegn ved krigens legitimitet. Hvorfor var ånderne ikke med dem i krigen? I det sidste store slag var brødrerne til sidst i undertal næsten 10 til 1 og deres hær blev udslettet. Med de kræfter Rødtand vandt fra Åndepladsen faldt begge brødre for hans hånd, og krigen sluttede ved deres død. De der overlevede slaget sluttede sig alle til Rødtand, inklusiv Hegrits gamle vildsvin shaman.

Sort ork krig

Godt 2 år efter Åndepladsen rejste en ny sort ork leder sig endeligt efter den gamle leder forsvandt på åndepladsen. Under tilnavnet Bjørneklo besejrede han de 6 andre sort ork klaners ledere og han underlagde sig hurtigt samtlige sortork territorier i hele norden. Uden modstand eller duel underkastede Bjørneklo sig hurtigt Rødtand og accepterede ham som orkernes fælles leder i krigen mod menneskene.

Elver krigen

Få måneder efter hændelserne på åndepladsen, begyndte en intern krig blandt elverne i deres eneste resterende rige. Det lille rige syd på lå i blodig bogerkrig i godt et år da skovorkerne fra nordøst pludselig blandede sig i krigen, og angreb hele elveriget på en gang. Skønt mange rygter lyder, så vides det endnu ikke med sikkerhed, hvorfor skovorkerne pludselig angreb elverriget. De fleste rygter peger på, at det alt sammen hang sammen med noget der var sket på Åndepladsen et år tidligere.
Skovorkerne trak sig først ud af krigen da Rødtand beordrede alle orker til at gøre sig klar til invasionen af menneskeimperiet mod vest 2 år senere. Der har dog stadig til den dag i dag, hersket guerillakrigs-tilstande nær elvernes grænser, samtidig med at elvernes interne krig har fortsat.

Den endelige krig og nu

6 år efter åndepladsen, drog Rødtand endelig afsted mod menneske imperiet mod vest. Med en hær på godt 80-tusinde orker samlet fra alle klaner marcherede de mod deres gamle fjender der længe havde glemt de eksisterede. Rødtand som den "udstødte" ork han var, havde opdelt hæren efter professioner, og ikke klaner modsat tidligere store ledere. Han brød ikke klanerne op, men alle fik en plads i hæren side om side med orker fra andre klaner. Der var mange problemer med dette til at starte med, skønt urolighederne senere faldt, er det stadigvæk ikke alle der er tilfredse med denne opdeling.

Nu 10 år efter åndepladsen har Rødtand og hans hær erobret hele østen af menneskeimperiet. Den sidste menneskehær inden for måneders rejse er slået på flugt, og orkerne marcherer nu mod de sidste to intakte broer der forbinder imperiet i øst og vest. Mellem de to broer ligger en lille ø hvorpå en gammel elverruin ligger. Ved ruinen har menneske hæren slået lejr, fast besluttet på at holde stand, eller brænde broerne, skulle alt andet fejle. Rødtand beordrer straks hele sin hær over den første bro og blæser til angreb. Blodet flyder på øen, og elverruinen bliver indhyllet i død. Pludselig ud af ingen ting, inden Rødtand selv er ankommet til den første bro, sker det. Al lyd forsvinder, og en lydløs eksplosion finder sted på øen. Alle inden for kilometers afstand dækkes i et stort mørke der breder sig ud fra ruinen. En sort kuppel tager form og dækker nu hele øen. Så kommer tryk bølgen der vælter alle uden for mørket. Rødtand ser en fjerdedel af sin hær forsvinder for øjnene af ham.
Inden for få dage sendes flere patruljer og spejdere ind, i den mørke kuppel, men ingen vender tilbage. Efter to uger går den utålmodige Rødtand selv ind, med 100 af sine bedste krigere. Han beordrer hæren til at følge trop to dage senere hvis ikke han vender tilbage. De to dage er nu gået, og Rødtand er ikke vendt tilbage. Hans næstkommanderende gør hæren klar til afgang.