Skovorker

"Det var i skoven... Vi hørte raslen fra knogler og pludselig så vi dem komme marcherende. Forrest var der fire orker klædt i skind og med masser af farvede knogler og sorte fjer. Bag ved dem stormede deres krigere frem. Vi skød et dusin af dem inden de nåede hen til os. Og... Deres ledere... de... så ned på deres lig, og smilede. Uden videre tanke gik de bare videre. Ingen empati. Intet! Så... Løftede den ene af lederne en stav og... Der var ild overalt... Men deres øjne... Der var ingen følelse... intet."

Fra østens dybe og tætte skove kommer skovorkerne. Skovorkerne ser sig selv som åndernes og elementernes vogter, og søger konstant om at komme i dybere kontakt med disse. De mener at man gennem døden opnår at blive ét med ånderne og forbereder sig således gennem hele livet til den. Døden er en hellig overgang, som ånderne skænker til dem, som har opnået den forståelse, der skal til. At snyde sig til en tidlig død gennem selvmord er sammenlignelig med at vanære åndernes valg, og er dermed set som den største krænkelse en ork kan udføre. Af denne årsag er skovorkerne de orker, som sjældnest ses i krig, da de kun kæmper når der for alvor er en årsag, og ånderne velsigner kampen. Dør man i sådan en kamp, er man dermed sikker på, at det var åndernes vilje, og man i kampen har fundet den sidste forståelse for at opnå den større indsigt. Når skovorkerne til gengæld går i kamp er de dybt kolde og metodiske, da ånderne og elementerne er med dem, og de vil opnå større indsigt ligegyldigt kampens udfald. Dette har givet dem en rygte som værende dybt kyniske og empatiløse, da de aldrig sørger over deres døde, men tværtimod glædes over dem.

Orker som dør en værdig død bliver en del af åndernes verden, og derfor tilbedes forfædrene på samme måde som ånderne og elementerne. Dette gøres typisk ved, at hver ork bærer et eller flere relikvier af deres forfædre, i form af knogler, hår o.l. som bliver ornamenteret med inskriptioner, malerier eller anvendes som del i diverse smykker. Samtidig bærer alle skovorker noget, som repræsenterer deres totem, som typisk er kragen, rågen, ræven og lignende ådselsædere man knytter til døden. Dette kan være i form af fjer, kranier, pels m.v. Det er sket, at enkelte skovorker har hyldet elementerne som ånder. Dette bliver dog set meget ned på. Elementerne bliver set som en stor gave fra ånderne. Men at se dem som ånder er noget, kun svage skovelvere kan finde på.

Skovorkernes udseende bærer derfor præg af mange halskæder, armbånd, hårspænder m.v. alle indeholdende noget af de døde forfædre og totemdyr.

Skovorkernes fascination af døden har i tidens løb bragt dem i stor konflikt med skoveleverne, som modsat skovorkerne ærer livet og skyer døden. Konflikterne udspringer primært i skovelvernes maniske beskyttelse af naturen og alt liv deri. Skovorkerne respekterer også naturen og dens cyklus, men skyer ikke drab af dyr og nedfældning af træer da det blot betyder at det pågældende væsen er blevet ophøjet af ånderne. Derfor er skovorker og skovelver hinandens ærkefjender, og har været det i utallige generationer.

Klan-struktur

Skovorkerne er en klan, som i sig selv er delt op i fire store klaner, hver repræsenterende et af elementerne. Når en skovork fødes bliver han mærket af et af elementerne, hvorefter han med det samme bliver placeret i den rigtige underklan. Hver klan styres internt af den øverste shaman som også leder de store ritualer til at hylde forfædrene og begravelserne. De sidste udgør skovorkernes primære hellige ritualer, da de skal sikre sig at den faldne ork bliver taget imod af ånderne. Under begravelsen hyldes ånderne og elementerne. Traditionerne er forskellige iblandt de fire underklaner. Ideen er, at alle orkerne er skabt af det element, som har mærket dem, og alle skal tilbage til deres element. Ild-klanen brænder kroppen i et langsomt ligbål som kan tage op til flere uger. Vand-klanen lægger liget i en sø og lader det rådne op så det bliver en del af deres vand. Jord-klanen begraver kroppen i et sumpområde. Luft-klanens lig bliver hængt op på en klippe ved bjergene, for at blive ædt af kragen og andre ådselsædere. Denne praktiske forberedelse bliver varetaget af goblinerne. Fælles for alle klaner er at når en måned er gået, tager de tilbage til begravelsespladsen, og ser hvad elementerne har efterladt af dem til at huske dem igennem. Disse knogler, hår, hudrester o.l. bliver skåret ud af goblinerne med små rituelle knive, som dernæst konserverer dem og udsmykker dem.

De fire under-klaner er for det meste selvstyrende. Klanernes øverste shamaner holder dog kontakten til de andre klaner, gennem Den Udvalgte. Denne ork er en stor shaman, som er valgt af ånderne til at bære alle elementernes kræfter selv. Prisen for dette er at Den Udvalgte må vandre alene og kan ikke længere være en del af én klan. Når Den Udvalgte bliver ét med elementerne, udvælges en ny af ånderne blandt de største af skovorkernes shamaner. Da alle elementers kræfter kun kan bæres med åndernes velsignelse uden at blive opslugt af dem, er der til enhver tid kun én Udvalgt.

Ved større kriser kan Den Udvalgte samle klanerne, og fungere som den øverste leder for de samlede skovorker. Besøg af ham, er en velsignelse fra ånderne, og bliver altid taget godt imod.

Siden Sidst

Skovorkernes udsendinge blevet fundet døde, kort tid efter Rødtands sejr. Det var dog tydeligt, at de havde været døde længe før åndepladsen åbnedes. Skovorkerne lyttede til historierne om begivenhederne på åndepladsen, og kom frem til, at fire bedragere måtte have dræbt dem og taget deres plads.
De indordnede sig uden meget brok under Rødtand. De startede dog senere en agressiv krig imod højelverne, som Rødtand forsøgte at lægge dæmper på, men det er endnu ikke lykkedes helt.