Sortorker

"Aldrig har jeg set så stor effektivitet og disciplin! De holdte broen 150 sortorker mod 2000 mænd i over to døgn! Med panser og kæmpe skjolde, stod de to meter høje og dannede en mur af stål, blod og had. Vandet ved broen var blodrødt og godt 500 af vore faldne lå for deres føder. Intet kunne bryde deres formation! vi prøvede med alt hvad vi havde, men intet flyttede på dem. Til sidst beordrede generalen til fuldt angreb med alle 2000 mand. Kun 700 af os overlevede. Lederen tog 20 af mine gode mænd før han gik ned. Med 2 spyd i ryggen og en pil i halsen kastede han sig mod Generalen og kløvede ham før han selv gik ned af endnu en pil."

Sortorker er orkernes ubestridte elite når det kommer kamp, styrke og udholdenhed. De kender ikke til frygt og bøjer sig for ingen undtagen ånderne. I krig udviser de kølighed, formation og enorm disciplin modsat andre orker, der kæmper mere med vildskab. De bryder ikke formationer og flygter aldrig fra en kamp. Nederlag er ikke nogen mulighed for en sort, og da de gamle orkkrige stod på i fordums tid mod menneskene, var de kendt for at hugge de andre orkfrænder ned, hvis de flygtede. De er fantastiske taktikere, og man skal ikke misforstå deres mod for dumhed. Fx angriber en sort ikke 200 mand, da han ved at han vil tabe, men skulle de angribe ham, kæmper han til sidste blodsdråbe.

Sortorker går klædt i det bedste udstyr, både hvad angår våben og rustninger. De er kendt for at bære tungt panser når de går kamp og store brutale våben der kan flække en mand på langs med ét slag. En normal sortorkkriger bærer gerne flere forskellige våben på sig så han er klar til en hvilken som helst kamp. Deres sort-grønne hud er umiskendelig blandt orker, samt deres naturlige højde og bredde, der er på lige fod med vildorker. De bærer deres rustning og våben med stolthed som tegn på hvem de er.

Sortorkerne har næsten altid været lederene blandt orkerne, og er også dem, der har ført orkerne til de største sejre. De har haft utallige store generaler som Sortuk Blodhånd, Gromkar Sølvskalp og Urzuk den Blodige. Specielt Gromkar, som ledte orkerne hele vejen til menneskenes hovedstad, er højt agtet. Han tabte ikke et eneste slag i krigens 5 år inden hans pludselige død ved hovedstadens porte.

Sortorkernes største fejl er dog deres arrogance og det, at de aldrig flygter fra en kamp. Hvor de før i tiden var mange, er der færre og færre af dem tilbage. Sortorker er ikke særlige gode til fred, og deres sind og samfund bærer også præg af dette. Går de først i kamp, vinder de eller dør! Ingen kan rigtig forklare hvorfor de ikke flygter, men det siges at det ganske enkelt er imod deres natur. Hvor de i fordums tid udgjorde over halvdelen af alle orker, er der nu kun under en tiendedel tilbage grundet de mange krige gennem tidens løb.

Klanstruktur og Ånderne

Sortorkernes samfund er bygget på princippet "den stærkeste bestemmer." Modsat de andre orkklaner er det ikke en shaman der leder dem, men den største kriger og general. Hans styrke og kampdygtighed er bevis på at han er Åndernes udvalgte. Dog har han altid ved sin side en shaman der rådgiver ham og fortæller ham Åndernes ønsker og krav.

Under lederen og shamanen har han sine syv adjudanter som hver især repræsentere en underklan, der selv har samme styreform. Der er i alt otte klaner, hvoraf en af dem altid er den ledende klan. I deres samfund er krigerne og shamanerne højst, hvor tyve og urtekyndige er de laveste. Disse er sortorker, der er for svage til at leve op til de hårde krav, deres kriger-kodeks byder dem. De ses ned på af de andre sortorker og behandles også derefter. Skønt de er de laveste i sortorksamfundet, er de på ingen andre måde anderledes fra de stærkeste. Nogle af de svagere stiller sig oftest forrest i krig for at bevise deres styrke eller dø i forsøget. Udskiftning af sortorkernes leder sker enten ved hans død eller en udfordring fra en af hans adjudanter. Disse udfordringer er naturligvis til døden og måden de udspiller på er forskellige. Det er mest normalt, at lederen udfordres, hvorefter klanen og shamanerne går i gang med en større forberedelse af en spirituel tvekamp.

Sortorkerne er dybt fanatiske omkring Ånderne og ser sig selv som deres udvalgte. De ynder at ofre store krigsbytter til Ånderne, så vel som ligene af deres største fjender efter en kamp. De er så overbeviste om at de er Åndernes udvalgte, at hvis man håner dem på dette, kan man være sikker på et angreb. De ærer de største og farligste dyr som fx sortbjørnen, tyren og ulven.

Goblinerne hos sortorkerne er som altid de lavest i klanen. Alligevel har de nogle meget vigtige funktioner i klanen som gør, at sortorkerne passer på dem. Goblinerne fungerer som spioner, og sortorkernes ubestridte spejdere. Der næst fungere de som opvartere for de mange krigere og deres udstyr. Sortorkernes gobliner er blandt de gobliner, der behandles hårdest. Grundet dette er de også nogle af de mest hårdføre og våbenføre gobliner, der findes.

Siden Sidst

Efter det svigende nederlag på pladsen, kom kun to sortorker ud derfra. Deres general og shaman. Sortorkerne står ved deres fejl ved at sende netop den gruppe, og generalen blev da ogå kort tid efter fundet hængt i et træ. Senere blev også shamanen fundet død. Officielt er der altså ingen sortorker, som overlevede pladsen. Deres nye stand i Rødtands Hær som de bedste og mest repekterede krigere passer dem godt nok nu, men de havde svært ved at underkaste sig i starten, da alle jo ved, at sortorker er de fødte ledere! Deres shamaner fik dem dog rettet ind efterhånden.
For 8 år siden dukkede en ny, mere brutal og hård leder op, Bjørneklo. Endnu ingen andre orker har formået at sætte ham på plads. Den eneste som måske ville kunne er Rødtand, som han dog aldrig har dystet mod. Bjørneklo underkastede sig nemlig hans styre med det samme og uden tøven.