Hjem | Om Scenariet | Grupperne | Praktisk | Forum | Kontakt

De Udstødte

"Pak det sværd væk lille simple ignorante kriger. Ja, det var en ork du så komme ud herfra. Han er en del af en lejesoldat-gruppe, som kalder sig "De Udstødte". Tjah, jeg ved at de plejer at gøre deres arbejde godt, og er til at stole på, så længe man har dem på sin side. Med dem blandt vores rækker, kan vi ikke tabe slaget i morgen. Om ikke andet kan de dø før vores soldater og tage nogen af modstanderens med i faldet. De er trods alt blot orker."

- Silvius Regnál, Felt-general i den 5. division


Udstødt, flygtet, eller sidste overlevende af en udryddet klan, er med sikkerhed en af de ting der ligger bag en udstødt orks baggrund. Alle er de orker fra flere forskellige klaner, der på den ene eller anden måde er uønskede i andre klaner. Grundet deres fælles situation har de udstødte et specielt sammenhold, hvis lige man ikke finder i andre klaner. Alle har de en mørk baggrund, der bringer dem sammen. Næsten alle orkracer er at finde i klanen, bortset fra sortorker, da disse ikke flygter fra noget, og fejler de, dør de. Tilsvarende er der ingen sorthænder blandt de udstødte, da ingen sorthånd nogensinde er blevet udstødt. Dog er der rygter om enkelte sortorker, som er blevet fundet bevidstløse, eller bastarder som er født efter voldtægt som er blevet taget ind i deres rækker, men disse rygter er aldrig blevet bekræftet.

Før i tiden eksisterede klanen ikke, men da enkelte udstødte orker flere hundrede år før den sidste store krig begyndte at samle sig, flokkedes andre til inden for kort tid. De blev hurtigt en klan med et holdested og magtbasse. Skønt de andre klaner ikke til at starte med tolererede dem eller respekterede dem, ændrede dette sig dog i samme hast med at klanen voksede sig stærkere. Nogle i klanen har stadig en dødsdom hængende over hovedet fra andre klaner, men grundet klanens stærke sammenhold, har de andre ikke formået at gøre noget ved det. For at vise deres troskab til De Udstødte, bliver alle nye medlemmer tatoveret med et personligt tegn under venstre øje. Alle som ser denne ved, at orken ikke må røres, hvis man ikke vil starte en krig mod resten af klanen.

De fungerer som lejesoldater, der kan købes for den rette pris, og sætter stor ære i, at fuldføre deres opgaver når de først har påtaget sig dem. Modsat andre orker bryder de ikke en aftale, hvis de først har indgået den, da de lægger stor ære i, at holde deres ord som klan. Grundet deres mange alliancer og aftaler med andre racer, klaner osv. kan de ikke nægtes respekt eller magt længere, da dette vil være for farligt. De higer efter at få en endelig magtposition over for de andre orker, for at bevise deres ret som klan, og ligeledes vise for Ånderne at de har styrken der skal til.

Klanstruktur

Klanen ledes af et ledende råd, bestående af én Leder i samråd med de øverste shamaner og krigere. Lederen udpeges af klanen, som oftest er blandt de stærkeste krigere, i samråd med Ånderne, gennem shamanernes rådsspørge. Denne proces kan ofte tage flere uger før klanen bliver enig. Det er meget vigtigt for klanen, at Lederen bakkes op om af klanen som helhed, hvilket de efter hans udpegelse også gør. Lederens position i det ledende råd er den af frontfigur og orken, som har sidste ord. I princippet kan lederen styre alt egenrådigt, men sådanne ledere er ikke forblevet på deres post længe i de udstødtes historie.

Næsten lige så betydningsfuld som Lederen er den øverste shaman, der fungerer som Lederens primære rådgiver og højre hånd. Det er ikke uset at denne position er blevet misbrugt i tidens løb, men sådanne shamaner holder som regel heller ikke længe.

De udstødte er trænet til at klare de mindre konflikter internt. Større konflikter klares primært af Lederen selv, eller en af shamanerne. Rådet samles primært for at drøfte store beslutninger, som at drage i krig, eventuelt måtte bryde en pagt eller afstraffelse og eventuelt bortvisning af et klanmedlem. Samtidig er det også rådet som varetager de spirituelle handlinger, og beslutter deres tidspunkt og sted. De udstødtes ritualer er lige så brogede som klanen selv, men de indledes ofte med, at hver deltager kalder sin respektive ånd. Modsat de andre klaner tilbeder de udstødte mange forskellige ånder samtidig i deres ritualer. Dog må ravnen som ånd aldrig tilbedes grundet en gammel frygt og overtro som beretter om klanens undergang.

Klanens gobliner nyder dog ikke det store sammenhold som resten af klanen. De anvendes primært som informationssøgere, til at aflure de andre klaner, samt som kurerer for deres aftaler med deres eventuelle arbejdsgivere.

Siden Sidst

De Udstødte er nu blevet ledere, og nogle af dem betragter nu alle orker som Udstødte. Andre ønsker helt klanernes opløsning, og andre igen vil ændre klanens navn, da de jo som ledere, ikke længere teknisk set er udstødte.
Nogle har udnyttet deres nye position til at hævne gammelt nag på andre orker, men disse er efterfølgende blevet banket på plads af Rødtand.